Om Bjørn

BJØRN VESTERGAARD BARFOED

Når man møder Bjørn, så møder man et energisk og socialt menneske. Men faktisk er Bjørn en temmelig introvert person, som har lært sig selv at omgås andre socialt. Alene det er et godt eksempel på, hvor stor en magt læring har, og på hvor langt man kan nå, hvis man arbejder med sig selv.

Lige fra Bjørn var en helt ung knægt og fik lov at komme med, når hans morfar skulle på torvet for at sælge sine grøntsager, har iværksætteri og forretningsudvikling ligget hans hjerte nær. I dag har Bjørn viet sit liv til at hjælpe andre ved at inspirere dem til at bruge succesfulde folks erfaringer til at opnå et mere fuldendt og lykkeligt liv.

Konkurrencementalitet og lysten til at lære nyt har altid været en del af Bjørns natur. Den nysgerrighed, der blandt andet fik ham til at lære sig selv engelsk i en alder af syv for at kunne følge med i den engelske fodboldliga, blev prikket til, da han opdagede computerspillet Starcraft. De fysiske sportsgrene, som konkurrencegenet havde fået Bjørn til at prøve kræfter med, blev nu droppet til fordel for computeren. Og ved at aflure de bedste spilleres metoder og virkelig knokle for at gøre dem til sine egne, lykkedes det Bjørn at nå til top 50 i Danmark.

Samme konkurrencegen førte senere til en karriere inden for poker. Men udover at føle sig hjemme i krydsfeltet mellem konkurrence, analyse og personlig udvikling, fandt Bjørn en stor tilfredsstillelse i at lave instruktionsvideoer til andre spillere, som blev ret populære. Glæden lå i at lære andre, hvordan de selv kunne få succes.

Og det er faktisk ikke fordi storytelling er in, og anekdoterne om Bjørn er søde, at han har listet dem ind under døren til tekstforfatterens kontor. De er med, fordi de bedre end noget andet fortæller, hvad der er væsentligt at vide om Bjørn i den kontekst, hvor du som læser interesserer dig for selvudvikling og har ambitioner om at få endnu mere ud af dit liv. For trods ringe erfaring kan man springe flere læringsled over ved simpelthen at lytte til og lære fra andre, der har gjort det, man selv ønsker at blive bedre eller ligefrem god til.

Og netop den erfaring Bjørn har med sig fra sit eget liv (og i al beskedenhed fra bureau-, medie- og spilbranchen) har gjort ham til, hvad man kan kalde en ekspert i at udvikle og skalere digitale forretninger. Med sine efterhånden tyve års dedikation til internetiværksætteri og en cand.merc. i innovation og forretningsudvikling bag sig, er det blevet en del af Bjørns dna at tage en idé og gøre den til en succesfuld forretning i den digitale verden.

Men hverken jobbet, poker eller Starcraft har kunne stille Bjørns trang til at hjælpe andre med at nå deres ambitioner og drømme. Og da han for nogle år siden for alvor blev forelsket i lydmediet, besluttede han sig for at starte sin egen podcast, der skal lære folk de evigtgyldige rutiner og strategier til succes.