At tage det store spring – jeg skal være iværksætter!

At Tage Et Kæmpe Spring: Iværksætterspringet!


Jeg har afsluttet en barselsorlov med at træffe en markant livsbeslutning at starte egen virksomhed.
Her kan du læse om den seneste periode, eksistentielle betragtninger og hvorfor jeg har valgt livet som iværksætter. 

“Nå Bjørn hvad skal du så lave nu?”

Det spørgsmål er jeg blevet stillet en gang eller to siden jeg annoncerede mit stop ved Danske Spil for snart 3 måneder siden. De sidste par måneder har været helt fantastiske og alt min tid er blevet brugt i godt selskab: med min hustru, vores søn og nyfødte datter.
Jeg kunne – bogstaveligt talt – ikke have fundet noget mere meningsfuldt at bruge tiden på og er enormt taknemmelig for at have haft den mulighed.

Men efter det der føles som næsten fem måneders barsel, så er tiden så småt, ved at være moden til at vende tilbage til overfladen, og derfor også det oplagte spørgsmål – hvad skal jeg egentlig bruge mit arbejdsliv på?

Spørgsmålet er ikke nyt for mig, fordi det har jeg stillet mig selv en del gange gennem min karriere, til trods for jeg har haft nogle rigtigt spændende jobs, og virksomheder på CV’et i landets største medie-, og underholdningsvirksomheder, samt oplevet det medfølgende store ansvar i stillingerne. 

Det har været en fantastisk mulighed for at styrke min personlige og faglige udvikling, og det har været enormt givende at få chancen for at slå mine folder i nogle af landets mest interessante organisationer, og alle de erfaringer og nye venskaber det har givet. Jeg kan ærligt sige at jeg fagligt og personligt er et helt andet sted i dag end jeg var for 10 år siden, og den mulighed har jeg været virkelig glad og taknemmelig for.  

Men lige så fedt det har været for mig at prøve mig selv af i store veletablerede virksomheder, lige så bevidst er jeg blevet om det der er blevet et bærende princip i mit liv:

 

“Jeg er kompromisløs i drømmen om at forme et liv, hvor mine evner kan hjælpe flest mulig mennesker og som samtidig giver mig muligheden for at lave noget, som fylder mig med energi, virkelyst og glæde hver eneste dag”   

 

Der må jeg være hudløst ærlig at sige, at denne målsætning ikke er blevet opfyldt 100% i min karriere hidtil, og derfor har denne barsels-, og coronaperiode også været en kærkommen mulighed for at stoppe op og reflektere over hvordan jeg bedst kan forløse dette potentiale. 

Der skal ikke herske nogen tvivl om at det at blive forældre har skabt en markant ændring i måden jeg anskuer mit eget bidrag til verden og min begrænsede levetid på: Jeg vil gerne gøre mig umage og bruge min tid, og energi, på at skabe noget som kan være med til at efterlade verden til et bedre sted til vores børn og de kommende generationer – punktum.

For mig er der ikke nogen tvivl om at den måde hvorpå jeg bedst lykkes med at forme det liv, hvor tjeneste og meningsfuldhed møder arbejdsglæde og lykke er ved at stille mig frem i forreste geled og påtage mig det fulde ansvar for at få det til at ske.

Den mest oplagte måde at gøre det på er ved at starte egen virksomhed – derfor har jeg også truffet det oplagte – og lidt angstprovokerende – valg om at mit næste skridt er som iværksætter!

Derfor har jeg valgt det usikre iværksætterliv:

Faktisk har jeg selv vidst det et stykke tid, fordi fra det øjeblik det stod klart at jeg skulle videre fra mit sidste job, følte jeg at tidspunktet lige nu var rigtigt til at forfølge drømmen om at skabe noget selvstændigt. For mig har det aldrig været et spørgsmål om jeg skulle være iværksætter, men snarere hvornår tidspunktet var det rette til at tage springet.

Jeg ved at iværksætteri ikke er for alle og ja – jeg kan i momenter også selv blive nervøs ved beslutningen – men i sidste ende er valget af at blive iværksætter, for mig, et eksistentielt valg om at være okay med at påtage mig usikkerheden, frygten og rutschebaneturene, mod at få chancen for at indfri drømmen om at skabe et godt liv for vores familie, at bruge mit arbejdsliv på at skabe noget der gør en positiv forskel – og at kunne fylde mit liv med de ting og relationer der betyder mest – og den drøm vil jeg eddermame gerne kæmpe for.

En af mine største skrækscenarier efterhånden som vores søn Valdemar er blevet større, har været at han har kigget på min corporate karriere og det har givet ham indtrykket at det er den rigtige måde at leve sit liv på og vejen til det gode liv. For mig har valget om at starte selvstændigt samtidigt været den bedste måde at synliggøre og inspirere ham til at tage sine egne drømme seriøst, og forhåbentlig inspirere ham til at turde gå efter dem.   

Heldigvis føler jeg mig godt rustet til den kommende udfordring fordi erfaringerne fra min karriere som inkluderer marketingeksekvering for mange af landets bedste foredragsholdere og konferencer i eventvirksomheden Speakers Club, arbejdet med forretningsudvikling, marketing og strategi på Danmarks største digitale medie Ekstra Bladet, samt brand-, og marketingansvaret for landets største annoncør Danske Spil har givet et solidt fagligt fundament at bygge videre på.   

Når jeg så samtidig inkluderer erfaringerne fra de mange start-ups jeg har hjulpet med marketing i min egen virksomhed, samt erfaringerne og lærdommen fra landets fineste og dygtigste rollemodeller fra podcasten Rollemodellerne, så føler jeg ikke der er noget bedre tidspunkt for mig til at gå ud og sætte de kompetencer i spil til at hjælpe virksomheder til vækst.   

Lige nu er jeg i gang med et par konkrete og super spændende projekter, som jeg ikke helt kan løfte sløret for endnu. Vigtigst af alt så har jeg taget de svære snakke, lagt en plan og den får mig til at springe ud af sengen hver morgen og hold nu kæft en befriende måde at leve sit liv på – det er en kæmpe gave.

Så status er at jeg – som løven Christian Arnstedt så fint formulerede det i Rollemodellerne – står og kigger direkte ned i afgrunden, med et kæmpe sus i maven fordi start-up livet kalder – det føles nogenlunde som på dette billede som var fra et 138 meter bungeejump på New Zealand.

 

Yihaaa – Wish me luck!

 

Kh

Bjørn

 

0 replies

Skriv en kommentar

Vil du deltage i diskussionen?
Du er velkommen til at bidrage!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.